Dit glødende hjerte
09-09-2021
KÆRE VENNER
Vær bevidste om jeres livs lod, jeres gerning. Er den tung og svær eller bobler hjertet med livsmod og glæde, ved tanken om en ny dag? Det er et særdeles vigtigt spørgsmål at stille sig selv, da det er afgørende for, hvordan livet opfattes. Der er ingen pointe i at blive ved med at torturere sig selv hver dag, for ussel mammon. Der er andre løsninger og verden forgår ikke, fordi du tøver et sekund eller to, mens du overvejer en ny måde at leve livet på.
Lad det være sagt at dine forhold, din fremtid, afhænger af hvor stort et hjerte du har for det, du laver. Ingen kan lide at være til overs - men alle er lige vigtige. Det er på høje tid, at disse tanker indfinder sig i den globale bevidsthed. Der er ingen, der skal lades ude fordi de "ikke er gode nok" til fællesskabet. Uanset din profession, eller mangel på samme, har du et universelt lys indeni dig, som brænder stærkt og blusser op, for hver positive tanke du tænker. DET er livets gerning, din mening med at være her.
Den glød dit hjerte brænder med, er det vigtigste for din tid på Jorden. Alt muligt andet er blot staffage på livets scene. Hvis ikke "projektørrene" brænder, kan ingen se, hvad der foregår! Du kan skrue op og ned for lysstyrken men lystspil er, som regel, fuldt oplyst i glade farver. Syng, dans og leg dig gennem livet, så har du, til fulde, forstået din rolle her. Hav et hjerte for dem, der endnu ikke har set lyset og vis dem det. Vær et godt eksempel, ingen præk, bare lys og glæde. Verden er et vidunderligt sted, kom med ud og se det.
Det, du ser i dit hjerte, er det, du spejler ud i din verden. Dit personlige verdensbillede afhænger af dit indre, det du indeholder. Husk at andre ikke altid ser det samme, det afhænger jo helt af deres personlige verdensbillede. Har du en tvist med nogen, så hav dette for øje.
Byd dit hjertes informationer velkommen og transformer dem til det, der er dig. Tyd dem med nysgerrighed og se lyset i de budskaber du får. Læg nu tvivlen til side og lev dit liv i glæde. Hjertets sorger er dybe til tider, men altid fulde af lys og håb, allerinderst inde. Væk det indre lys af dvalen og mærk varmen, gløden, optimismen. Lær at elske dig selv for det udtryk du er, for en himmelsk åbenbaring.
Vi er her for dig i tykt og tyndt, som vi altid har været og til stadighed bliver ved med at være. Lyt til vores stemmer i dit hjerte. Luk os ind i dit liv og lad os lette din baggage af mørke tanker og mismod. Det er meningen at du skal le og danse dig gennem det meste af livet. Der er en vej, lad os vise dig den i dag.
I dyb kærlighed
Rådet for fred
Brug for hjælp?
Har du spørgsmål, en kommentar eller andet - så kontakt mig endelig.